DEN LETTE MÅDE AT LOPPE PÅ – LOP IT!

 

Hvis du elsker at gøre et godt køb og vil på jagt i de mange spændende sager, som er til salg, er det blot at besøge os ligesom enhver anden butik. Der vil være noget for enhver smag, da vi både har brugte sager, loppeguld, hjemmelavede ting og ubrugte varer fra butikker og webshops, som sælger ud af f.eks. rester eller vareprøver – og der vil blive sat nye varer til salg dagligt.

Vi har prøverum, så du har mulighed for at prøve tøjet i butikken, samt et bord med stikkontakter, så du kan afprøve elektronik, da alle andre varer i vores butik, er “købt som beset”, ligesom på almindelige loppemarkeder, og der derfor ikke gælder fortrydelsesret.

Hvis du vil sælge, lejer du en reol-, gulv- eller tøjstand i minimum en uge af gangen eller køber plads på nogle bøjler i vores tøjafdeling. Du får udleveret stregkoder, der passer sammen med dit 4-cifrede kundenummer. På dine stregkoder er der plads til at skrive pris, og du bestemmer selv, hvad dine ting skal koste. Når du har lejet en reol-, gulv- eller tøjstand kan du naturligvis frit fylde op, som du har lyst til, når der bliver solgt varer i løbet af perioden.

Derudover kan du, i din lejeperiode, placere en værdifuld vare i en af vores aflåste vitriner, samt stille en vare på en af vores gallerihylder. Du kan, efter aftale med os, placere flere ting i vitrinerne og på gallerihylderne, hvis vi vurderer, at der er plads til det.

Dine stregkoder er unikke og derfor kan vores kassesystem skelne dit salg fra andres. Det vil også sige, at alle varer, uanset om de står på din stand eller er placeret rundt omkring i butikken, bliver holdt styr på via stregkoden, som angiver, hvilken stand, varen hører til.

Book en stand via vores hjemmeside eller ved at komme ned i vores butik – du kan altid ringe og høre i forvejen, om der er ledige stande, så du ikke går forgæves.
Når du har lejet en stand, kan du komme og indrette den, dagen før den første dag i din lejeperiode. Så er du i gang, og vi glæder os til at sælge dine sager! ☺