STANDLEJE

Booking
Stande skal reserveres via vores hjemmeside www.lopit.dk

Pris
Priserne angivet her er inklusive moms. Betaling for standleje sker via booking på hjemmesiden med enten betalingskort eller mobilepay, og beløbet trækkes med det samme.

Kommission
15% kommission fratrækkes automatisk opgørelsen af det samlede salg, inden fortjenesten udbetales til standlejeren.

Erhverv
Påtænkes det at drive forretning via standen, er man selv ansvarlig for at indberette korrekt til moms og skat, og det skal oplyses ved booking, hvis man vil sælge varer fra en momsregistreret virksomhed på standen.

Fortrydelsesret og reklamation
14 dages fortrydelsesret er gældende for standleje betalt via hjemmesiden www.lopit.dk, dog forsvinder fortrydelsesretten i det øjeblik lejeperioden påbegyndes og standleje kan herefter ikke refunderes.
Reklamationsret for standleje betalt på hjemmesiden www.lopit.dk er gældende og ønsker man at reklamere, kan man henvende sig på mail til info@lopit.dk

 

I LEJEPERIODEN

Opstart
Når standen er booket og betalt, kan varer opsættes på valgfrit tidspunkt i løbet af den første dag i lejeperioden, da denne dag er gratis og betragtes som opstillingsdag.
Standene må ikke flyttes, og der må ikke fastgøres ting på standen, men man må gerne dekorere standen i et omfang, der vurderes rimeligt af personalet. Såfremt, der er plads til det, kan man benytte gallerihylder og aflåste vitriner til at placere én vare hver sted. Herudover er det ikke tilladt at placere varer udenfor egen stand, og de vil blive fjernet uden varsel.
Det er vigtigt, at man selv sørger for, at alle varer er mærket korrekt med Lop it stregkode og påskrevet pris. Husk at gemme overskydende prismærker til eventuelle nye varer i lejeperioden.
Hvis man ikke har opstillet sine varer, inden lukketid på den første lejedag i perioden, uden forudgående aftale med personalet, kan Lop it leje standen ud til anden side uden varsel.

Varesikring
Man har mulighed for at få udleveret alarmer til sine varer, lokalet er videoovervåget, vores personale er almindelig overvågen overfor butikstyve, og vi har lejlighedsvis samarbejde med vagter og butiksdetektiver. Lop it kan ikke stilles til ansvar for stjålne, tabte eller ødelagte varer, og Lop it er ikke erstatningspligtig ved brand- og vandskade.

Ejendomsret og varebetingelser
Sælger er alene ansvarlig for at have uindskrænket ejendomsret og ret til at sælge varerne på standen, og det er ikke tilladt at sælge ulovlige kopivarer, sikkerhedskompromitterende varer, tobak, alkohol, fødevarer, våben, fyrværkeri, pornografisk materiale eller andet, som personalet måtte vurdere upassende. Det er heller ikke tilladt at lægge visitkort eller anden markedsføring på standene. Overtrædelse vil medføre bortskaffelse af disse varer og effekter uden varsel. Personalet har desuden ret til at afvise eller bortskaffe varer, som vurderes skadelige for butikkens standard, som f.eks. beskidte, ildelugtende eller uhygiejniske varer.

Orden og opfyldning
Man er som udgangspunkt selv ansvarlig for sin stand, og man velkommen til at fylde op med varer, så ofte, man ønsker.

Hjemløse varer
Hvis en vare mister sit prismærke eller findes i butikken efter standlejen er slut, vil den blive placeret på reolen eller tøjstativet med vores hjemløse varer bagerst i butikken, og det er derfor fornuftigt at holde øje med, om man kan genkende sager på reolen/tøjstativet – også efter ophørt lejeperiode, da mange ting først dukker op, når andre standlejere pakker sammen.
De hjemløse varer opbevares i afdelingen i minimum 14 dage, hvorefter de tilfalder Lop it, som frit kan donere, bortskaffe eller sælge dem.

Ændring af pris
Ønsker man at ændre en pris på en vare undervejs, skal der sættes nyt prismærke på varen, da overstregede priser er ugyldige af sikkerhedsmæssige årsager.

Udsalg på standen
Man har mulighed for at holde udsalg på sin stand – informér blot personalet herom, da vi så kan registrere rabatten i vores kassesystem. Udsalgsskilte udleveres af personalet, og man kan vælge mellem 25%, 50% eller 75% rabat.

 

VED LEJEPERIODENS OPHØR

Tømning af stand
Standen skal være tømt inden lukketid på den sidste dag i lejeperioden. Man skal huske at medbringe ID, og man er selv ansvarlig for at tømme standen, medmindre man køber en af vores nedpakningsløsninger. Det er vigtigt, at alle prismærker bliver siddende på varerne, når standen tømmes, da varer uden prismærker ikke må tages ud af butikken. Personalet har ret til at kontrollere varerne.
Er standen ikke tømt rettidigt, vil Lop it pakke varerne ned, hvilket koster et administrationsgebyr på 100 kr. Varerne vil blive opbevaret i en uge, hvorefter de tilfalder Lop it.

Udbetaling af dit overskud
Lop it udbetaler 85% af det samlede salg. Kom ned i butikken og få udbetalt direkte til dit dankort. Vi udbetaler desværre ikke fortjeneste kontant.

Fortrolighedspolitik
Forretningen forstår og respekterer vigtigheden af privatliv på internettet. Forretningen vil ikke afsløre information om kunder/brugere til tredje part, med mindre det er nødvendigt for at implementere en transaktion. Forretningen vil ikke sælge dit navn, adresse, e-mail adresse, kreditkort eller personlige data til nogen tredjepart uden din forudgående tilladelse.